SDC får ny adm. direktør til september

Efter mere end 10 år i spidsen for SDC har Jesper Scharff besluttet at gå på pension.

”Efter at Jesper meddelte os, at han ønskede at gå på pension, igangsatte vi en grundig proces for at finde den helt rigtige afløser til denne meget vigtige stilling. Vi er blevet positivt overraskede over den store interesse for jobbet og det meget stærke kandidatfelt. Bestyrelsen har som resultat af den grundige ansættelsesproces besluttet at ansætte Torben Finnemann som ny adm. direktør for SDC pr. 1. september 2023. Vi er overbevist om, at han er det helt rigtige valg til jobbet”, udtaler bestyrelsesformand for SDC, Klaus Skjødt.

Klaus Skjødt fortsætter:

”Vi vil samtidig takke Jesper for hans tid i SDC, hvor han har arbejdet målrettet på at professionalisere SDC’s forretning og fokuseret på opbygningen af en moderne og driftssikker platform, der gør SDC til en konkurrencedygtig og attraktiv spiller på markedet.”

Den nye adm. direktør, Torben Finnemann, kommer fra en rolle som områdedirektør for SDC, hvor han i dag er ansvarlig for hele rådgivningsområdet, inkl. kernebank platformen. Torben har været hos SDC i 10 år og har været i berøring med de fleste forretningsområder i SDC. Han har derfor et indgående kendskab til SDC’s kunder og forretning.

Jeg har været glad for at være hos SDC de sidste 10 år, og jeg er meget tryg ved og glad for, at bestyrelsen har valgt Torben til at drive forretningen videre. Torben har gennem de år, han har været hos SDC, gjort et rigtig godt stykke arbejde, og han er den rigtige til posten” fortæller Jesper Scharff.

Torben er 50 år og bor sammen med sine to drenge i København. Han er cand.merc. i strategi og ledelse og har arbejdet inden for rådgivning og IT-branchen i godt 25 år.

Jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde med vores kunder og leverandører samt ikke mindst vores mange dygtige medarbejdere”, udtaler Torben Finnemann.


Jesper Scharff og Torben Finnemann fortsætter i deres nuværende roller på SDC frem til 1. september 2023.